+45 25 12 55 00 hans@klysner.dk
Vælg en side

Lokale Coding Pirates afdelinger og sponsorer støtter op om syddanmarks største turnering med robotter, som løber af stablen den 21. april i Universe på Als.

 

Med 50 deltagende robothold til robotturneringen, er der lagt op til spænding og underholdende kampe mellem robotter fra hele Danmark. Turneringen er et samarbejde mellem Coding Pirates og Universe, der begge har til formål at inspirere og begejstre børn og unge for teknologi og iværksætteri. Målet med robotturneringen er at give inspiration til børn og unge, så de gerne vil lære noget om robotter og digitale teknologier.

Konkurrencerne foregår ved siden af den nye forlystelse Ball Factory, hvor der blandt andet kan leges med air-tubes, processtyring og meget andet sjov teknik, som bruges i fabrikker.

 

Robotdesign og sumobrydere

Som noget nyt i år er der konkurrencer i robotdesign, der går ud på at designe robotter med personligheder og vise hvordan man kan interagere med dem. I robotlabyrinten gælder det om at køre igennem labyrinten på tid, enten med en autonom robot eller med en robot som fjernstyres af en holddeltager. I sumobrydning kæmper to robotter mod hinanden og den, der først skubber modstanderne ud af banen, har vundet.

Sidste år dystede 20 hold med deres robotter i sumobrydning og labyrintkørsel. Stemningen var høj og der blev dystet på livet løs. Derudover var robotturneringen med til at styrke fællesskabet blandt de mange deltagende Coding Pirates lokalforeninger og skoler.

Fotograf: Hans Klysner

Fotograf: Hans Klysner

 

“Det var rigtigt fedt at bygge en robot til en turnering, hvor vi kunne bruge mange forskellige ting til den. Vi fik også testet alle mulige ideer. Der kom folk med vildt underlige robotter og der var vildt meget gang i konkurrencen”, udtaler Jacob Jensen, 9. klasse fra Sønderborg og deltager i Robotturneringen 2017.

 

I år deltager hold og frivillige fra Coding Pirates Aarhus, Coding Pirates Ballerup, Coding Pirates Favrskov, Coding Pirates Herning, Coding Pirates  Hinnerup, Coding Pirates Kolding, Coding Pirates Lyngby, Coding Pirates Roskilde, Coding Pirates Skanderup, Coding Pirates Sønderborg og LEGO klub RoboGenius, Billund.

 

Program for Coding Pirates Robotturnering

 

I løbet af dagen kan man også se det helt fantastiske science show, møde Robotten Robert og måske bygge sin helt egen raket samt mulighed for at udforske parkens andre attraktioner.

 

Universe Science Park kort fortalt

Universe er en science- og oplevelsespark ved Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til viden. Universe har i løbet af sæsonen masser af events og spændende oplevelser for både børn og voksne. Se mere på www.universe.dk

Tak til vores sponsorer: Universe, WRO Danmark, Shape Robotics, Robomakers, Vivitio, Podconsult’s Butik, Eduard.dk og Kreatech.dk.

 

Læs mere

Coding Pirates Robotturnering, seje robotter og fede workshops

Event-beskrivelse på Facebook

Coding Pirates Robotturnering 2018