Goffmans begreber

I det følgende indlæg beskrives nogle af Goffmans centrale begreber (Jacobsen & Kristiansen, 2002:89-93).

”Line”, eller rolle (Goffman, 1955:213), er den rolle som man iklæder sig i forhold til gruppen. Er man tilbageholdende, fremtrædende eller er ens rolle påtaget.

”Face work” (Goffman, 1955:215-216) skabes når individet bliver bekræftet i sin selvfremstilling og føler sig accepteret. Altså når gruppens interne selvforståelse stemmer overens. Face work er vigtig i sociale sammenhænge set i forhold til fremtidigt samarbejde. Hvis man ikke skal arbejde sammen i fremtiden vil man i højere grad ”risikere ansigt”. En anden faktor som spiller ind ved face work, er rang. Jo højere på rangstigen en person er, jo mere hjælper man vedkommende med ikke at tabe ansigt. Et eksempel herpå var da kongehuset lancerede kronprinsens nye hjemmeside og blev beskyldt for at have stjålet designet fra et svensk firma. Da der var en slående lighed mellem hjemmesiderne, valgte reklamebureauet som arbejdede for kongehuset, at afskedige designeren
der havde designet hjemmesiden. Dette blev gjort af respekt for kongehusets højere rang og det fremtidige samarbejde.

”Out of face” (Goffman, 1955:214), opstår hvis man ikke har en rolle eller grimasse klar i en påkrævet situation. Det kan fx være generthed, usikkerhed eller nervøsitet. ”Out of face” kan hænge sammen med at individets rolle i gruppen ikke er fastsat eller at man ikke ved hvad de andres forventninger til en er.

”In wrong face” (Goffman, 1955:214) at miste ansigt er hvis man afsløres i en løgn eller hvis man bliver til grin i gruppen. En måde at undgå ansigtstab på er, at vige udenom bestemte emner, der er pinlige for en selv eller ting man er dårlig til. Midlet er at ændre samtalens emne. ”In wrong face” knytter sig til troværdighed, ære og skam.

”to give face” (Goffman, 1955:215) – at genoprette ansigt er at komme en anden til undsætning med at bevare ansigt eller genoprette ansigt. Man kan hjælpe en anden i gruppen, ved at afvæbne med hjælp af humor, eller vende angrebet mod afsenderen.

”to poise” (Goffman, 1955:215) er at bevare ansigt. At holde pokerfjæs hvis der kommer negative oplysninger frem om en. Eksempelvis under tamilsagen, hvor den daværende statsminister, Poul Schlüter, i sin tale til folketinget sagde: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. Trods utallige angreb fra oppositionen, bevarede han, i den aktuelle tale, ansigt.


Kilder: 
Goffmann, Erving (1955): On face-work: An Analysis of Ritual Elements in Social Interaction, Psychiatry.
Jacobsen, Michael Hviid (2002): Erving Goffmann – Sociologien om det elementære livs sociale former, Hans Reitzels Forlag, København.

Relaterede artikler:

Tags: ,